Bushen

Så er det slut med safari, og afsted til det primitive bushen ved Kiberashi. 

Det starter med en bustur på 11 timer, og der vil jeg sige at komforten måske lige halter en smule! Især efter som at de overpropper bussen, og folk laver nummer to lige udenfor vinduerne!! 

Efter den tur stod den så på at finde en der ville udsætte sin bil for en tur op til masai-bomaen, hvilket er ikke let. Jeg er da heller ikke sikker på, at jeg selv havde sagt ja til turen. Ja, jeg tror da slet ikke, jeg var kommet halvvejs op, men William var sikker på at det ikke kunne være et problem - super fin vej, efter hans mening. (Jeg vil tro det sker max 1-2 gange om året der kører biler på den vej og nej SLET ikke super fin vej.) 

Hele bomaen (bomaen består af de tre koner, som Williams far havde, deres børn og børnebørn) stod klar til at forsigtigt sige hej til den flok hvide, der var kommet på besøg. 

Williams mor havde lavet ris til vi kom, eller det der med planlægning er dog ikke lige deres bedste, så de har nok været klar i et par timer eller 3. 

Vi havde fået hans eget hus at sove i, som er mere som swahili-hus. Altså muret og ikke bare en pindehytte smurt med et mix af kolort og jord. Og næsten det bedste af det hele, intet bål. Det er jo total ulideligt med et bål indendørs!! Jeg er fuldstændig ved at omkomme, når jeg går derind og øjnene løber i vand (ja jeg er sart, jeg ved det godt), men de er vidst vant til det. Selv katten havde valgt at få en killing i et af husene. Min søster mente lige, at hun skulle gøre sig lidt til på et billede inden sengetid - haha!

De er så taknemmelige for så lidt, hvilket vi sometider nok godt kunne lære lidt af. På et tidspunkt sagde han; Det er nok ikke så meget det her og mere primitivt end i er vant til, men vi er rigtig glade for det vi har her. 

Toiletter findes ikke rigtig i bushen, der var før et lille skur vil jeg kalde det med en tornebusk foran. Jeg har faktisk aldrig set det indeni. Men nu havde han sat en swahili til at bygge det mere som hans eget hus, og fixe et swahili-toilet deri, for et toilet som vi kender det var altså ret dyrt. Og jeg må tilstå, at det er bedre end ingenting. Men det er mig da virkelig en gåde, hvorfor ingen vil bruge det nu det står der. Næh, de går selv bare lidt ind i buskene og klarer den slags. (Børnene gør det vidst bare lige der, hvor de står. Godt jeg havde sko på.)

Der bliver mørkt ved 18.30 ca. så et bål skulle dertil. Der er ikke rigtig noget at lave derude faktisk. Men pigerne fik tiden til at gå med at mærke på vores hår. De har selv ikke noget, jeg har før spurgt hvorfor, for nogen af fyrene har jo langt som William har. Forklaringen var at det var for varmt og for besværligt. Jeg har sq lidt svært ved lige at hoppe på den, men vi tænker også sjældent ens! 

Næste morgen havde de slagtet en ged, de mente da selv det var for vores skyld. Men det var i hvert fald mest for deres egen, eftersom jeg havde sagt det nok ikke lige var vores kop te. De vil rigtig gerne have kød, som i RIGTIG gerne! Selv klokken 8 om morgenen. De mener, at de bliver stærke af at spise kød, og når de drikker blodet går det lige i armmusklerne -ja det fik vi også tilbudet om, men vi meldte også ret hurtigt pas på den. Manden på billedet er en fra en boma lidt derfra. De sagde, at han altid er der når der er kød og han skar da også lidt lidt større stykker til sig selv, i forhold til hvad de andre fik. Min søster og jeg var ret hurtig færdig med at spise ged, men min mor var da mere frisk på opgaven! (typisk hende ;))

 

Min ko var hentet hjem fra den vilde bush, hvor der er mere vand og mad til dem. Så hun var hjemme ved de køer der stadig er hjemme, til at jeg kom. Jeg fandt hende da osse helt selv i første forsøg, måske lidt mere held end forstand. Alle har faktisk efterhånden lært at sige hendes navn. De mener hun er med baby, hvilket jo er meget godt, eftersom at køer er penge i deres verden. 

Yaya (Wiliams mor) har før nævnt at jeg skulle prøve masaitøj som kvinderne har på. Den her gang kunne jeg jo så få det overstået og på samme tid hive min søster med i faldet. Så jep så smarte her så vi ud! Jeg tror masaierne var væsentlig mere fan end os, men især William og hans mor var lykkelige for vores forsøg på et falde ind i mængden. Og jeg kan sige jer, at man kan lave larm med de her halskæder. Den lille i forgrunden er klart en yndling, hun kunne huske mig fra sidste gang, trods det var et lynvisit. 

De har selv sådan relativt mange perler på, både mænd og kvinder. Men hvis der er en fejring af en slags, stikker det jo helt af. Sidste gang forsøgte jeg at finde de halskæder, der nærmest er som en tallerken - uden held. Så Williams mor lovede, at jeg måtte få en af hendes, den var bare i stykker. Hun ville lave den til denne gang. Det var en af de hvide, hvilket nok ser væsentligt mere cool ud på hende, end på mig. Så jeg havde en ide om, at jeg ville prøve om jeg kunne finde en i farver et andet sted i farver. Det skal man jo så ikke sige højt, for straks ryger det videre. Vi fik en hver i farver, som de selv havde lavet. Mzuri sana (meget smukt)! Jeg lokkede Yaya til at tage min på sammen med hendes egen, så jeg kunne tage et billede af hende. Hun syntes helt sikkert, jeg har nogen underlige ideer sometider, men er altid sød til at gøre det alligevel. 

Efter en hel dag, med ged, neglelak, leg med sæbebobler og bolde. Er vi nødt til at sove i Handeni, en noget større by ca 2 timer fra Kiberashi. For ellers kunne vi ikke nå til Dar es salaam hvor den sidste færge går klokken 16.00. Det er en bustur fra Handeni til Dar es salaam på 7-8 timer, og præcis lige så ubehagelig som den anden. Dog er der noget mere politi på den strækning, så de fik en bøde for overfyldt bus, og så var det da også lidt bedre derefter, men selvfølgelig ca 1 time fra Dar. 

Og så siger det ikke så lidt om hvor langt ude i ingenting man er, når flere børn skriger af skræk da de hører og ser bilen. De måtte ind i huset, så de ikke kun se den. Da den da endelig kom, det der med at komme til tiden er ikke noget de sådan praktisere en hel masse, slet ikke swahilier! Men min søster fik øvet masai hop, imens tiden gik. Jeg tænker hun er liiige ved at være der...

Sådan her ser man ud når man er presset over den trænge plads i bussen, og en dame nærmest har siddet på dit skød i et kvarter.

Zanzibar here we come! 

 

Frisør Maria M

Bredgade 8
9490 Pandrup

Åbningstider

Mandag Lukket
Tirsdag 09.00 - 17.00
Onsdag 08.00 - 16.00
Torsdag 10.00 - 19.00 
Fredag 09.00 - 17.00
Lørdag 08.00 - 13.00

Kontakt

Tlf. 22 37 94 92

Find os på Facebook